www.TMRallytours.dk

 

Indlæser ... ... Vent Venligst!

Loading ... ... Please Wait!

Peugeot Thisted
Højland Biler Thisted

Toejeksperten
Tøjeksperten Thisted


Sidst Opdateret:
3/9-2010
Næste Opdatering:
25/9-2010

Sort septemberdag i Larvik

Lørdagens Rally Larvik blev det sorteste kapitel i TM Rallytours' historie. Løbet blev brat afbrudt efter prøve 2 med en afkørsel, hvor Andreas Mikkelsen kørte af vejen og dræbte en 10 årig pige.

Det der skulle have været en sand glædens dag i Larvik endte tom, trist og indholdsløs. Da vi stod og ventede på prøve 3 fik vi pludselig en meget nedslående besked fra et norsk par ved siden af os. De havde to børn med i løbet som 2. kørere og de kunne fortælle, at Andreas Mikkelsen var kørt af vejen på prøve 2 og havde ramt en tilskuer.
Der blev fulgt godt med i løbs radioen, og efter nogen nervøse minutter kom der en meddelelse om, at deltagerne skulle køre direkte til prøve 3 og afvente. Imens fik nordmændene ved siden af os en telefonopringning fra deres datter, som deltog i løbet, om at kørerne ikke havde til sinde at fortsætte.
Efter denne besked var vi godt klar over, at det værst tænkelige kunne være sket, men vi turde ikke tænke tanken til ende. Efer ca. 10 minutters venten kom der en ny melding over løbsradioen om at deltagerne nu skulle køre til Rallycentrum og afvente. Vi fulgte derfor efter.
Ved Rallycentrum trippede vi nervøst rundt med en mærkelig fornemmelse i maven. En fornemmelse der absolut ikke blev bedre af, at der gik rygter om, at det var en pige der var blevet ramt. Efter et kvarters tid kom så den rystende meddelelse. Det blev bekræftet på løbs radioen, at en 10 årig pige netop var død af sine kvæstelser, og løbet naturligvis ville blive afblæst. Den værst tænkelig meddelelse man kan få overhovedet. Symbolsk nok havde solen kæmpet fra morgenstunden med at brænde de sidste skyer væk, men nettop som meddelelsen kom forsvandt de sidste skyer, og solen skinnede fra en skyfri himmel. Nærmest som en sidste hyldest til den unge pige.

Andreas Mikkelsen, som kører i en Subaru Cup bil røg af vejen ca. 3 km inde på prøve 2, som nævnes som en af de mest krævende i rallyet. Andreas kome med ca. 130km i timen igennem et lille venstresving over et hop. Bilen lander uheldigt, går i skred og 100 meter efter ryger bilen igennem et hegn og ud på marken.
Den 10 årige pige sidder på en campingstol ved siden af familien og når ikke at flytte sig. Der kommer straks efter 2 ambulancer og en helikopter, men pigen har pådraget sig så svære skader, at hun ikke står til at redde. Hun bliver erklæret død kort tid efter.
Ud fra den info vi har opsnust skulle alle sikkerheds procedurer være overholdt. Tilskuerne stod et sted, som løbsledelsen havde vurderet til at være sikkert, men i en sport som denne kan noget uventet altid ske. Andreas Mikkelsen havde tilsyneladende ingen chance for at have gjort noget der kunne have reddet situationen.
Myndighederne undersøger nu ud fra onboard video og billeder om alt omkring sikkerheden var i orden.
Vores dybeste tanker går til pigens familie og til Andreas Mikkelsen og 2. kører Ola Fløene.

Noget som dette må bare ikke ske. Det viser at selv om man holder sig uden for afspærringerne skal man, som tilskuer til et Rally, være yderst opmærksom på at det er eget ansvar at vurdere om det er sikkert hvor man står. En episode som denne kunne lige så godt være sket i et dansk rally.

Turen til LarvikFord Focus WRC
I år er 5. gang i træk, at vi er til Rally Larvik. De 4 foregående ture har været super gode, så vi så bestemt frem til løbet med store forventninger. Der var 5 tilmeldte til turen: Per Bach, Morten Larsen, Henrik Olesen, Thomas Dahl og Christian Nyby. De sidste to var med som gæster på turen.
Fra start voldte denne tur os lidt problemer. En færge var på værksted, så vi blev nød til at tage fra Hirtshals allerede torsdag aften og så med afgang til Kristianssand. Dette betød at der ventede 200km kørsel mod Larvik efter landgang i Norge.
Undertegnede mødtes torsdag aften klokken 20 med de øvrige i Hirtshals. Undervejs havde de været inde og tanke lidt luft på venstre forhjul på Mortens 306 st car, men der var forventning om at den holdt luft hele vejen til Larvik. Den forventning blev desværre gjort til skamme da vi lidt i tolv ankom til Kristianssand. Hjulet var fladt. Helt fladt... I rekord fart blev der sat nødhjul på, og vi rullede afsted mod Larvik og hytten ved Odannesand Camping.
Da vi manglede en times kørsel holdt trafikken helt stille. Vi gik ud af bilen og lidt op af vejen. Hele vejen var spærret. Det hele virkede noget trykket. Der lå det vi gættede på var resterne af to biler. Den ene totalt pulveriseret. Masser af redningsfolk gik rundt, men ingen ambulancer. Ingen sagde noget og der var en meget trykket stemning. En lastbil chauffør fortalte, at han havde hørt at der ville gå minimum 2 timer inden der blev åbnet igen. Vi gik derfor tilbage til bilen og fandt en alternativ rute. Dagen efter viste det sig, at en time før vi ankom var en minibus og en personbil kørt sammen og 3 var blevet dræbt.. Vi kørte videre og klokken lidt i fire ankom vi til hytten i Larvik Fabia S2000

Fredag efter middagsmaden drog vi ud for at køre samtlige prøver igennem. Vi var jo alligevel ankommet i god tid, og havde aldrig været prøverne igennem nogen af de foregående år. Vi fandt nogen rigtig fine steder, hvor vi besluttede os for at vi skulle stå lørdag under løbet. Desuden fik vi ved selvsyn bekræftet at prøverne i Larvik er intet mindre end perfekte. Til sammenligning mener vi faktisk, at de er endnu bedre end de vi kørte igennem sidste år til Rally Catalunya. Det går op og ned og med sving hele tiden.
Efter gennemkørslen mødtes vi med Per Christian Olsen. Per mødte vi andet år vi var i Larvik og siden har vi jævnligt stødt på hinanden, ikke mindst til Rally Larvik. Per kommer fra Norge, men bor i Randers.
Sammen så vi en del af teknisk kontrol, før vi bagav os retur til hytterne til lidt hygge inden løbet lørdag.

Lørdag morgen kørte vi sammen med Per Christian Olsen ud mod prøve 1. Vi havde fundet et super sted at stå på prøve 3, lige ved et hop, så meningen var, at vi blot skulle se de første 10-15 biler på prøve 1 inden vi begav os imod prøve 3.
Vejret var fint, prøverne fine og der var et starfelt, som vil kunne gøre enhver dansk løbsleder grøn af misundelse. 7 WRC biler, ca. 20 Gr N biler og en Skoda Fabia S2000 + en række andre fine biler. Ialt 83 deltagere. Et rigtig flot startfelt.
Starten gik og vi tog plads ved et højre sving inde i en skov. Som planlagt så vi lige de første biler inden vi drog videre imod prøve 3, hvor vi skulle gå ca. 1km ind på prøven til hoppet. Det næste tragiske hændelsesforløb er der allerede berettet om, så der springes frem til klokken 12.
Vi har nettop fået beskeden omkring aflysningen og overvejer så hvad vi nu skal. Efter lidt snak frem og tilbage er flertallet stemt for at undersøge muligheden for at komme hjem hurtigst muligt. Man står med en mærkelig mut fornemmelse, og selvom aftenhygge på campingpladsen heller ikke var at fornægte, så var det ikke lige hyggestemning der var mest at på dette tidspunkt. Per kontaktede Colorline, og det lykkedes at få ændret billetten. Vi skulle have sejlet fra Larvik til Hirtshals med afgang fra Larvik søndag morgen klokken 8.00. Det lykkedes at ændre den til afgang lørdag klokken 16.30 med afgang fra Kristianssand. Vi ilede tilbage til hytten og pakkede og så elles afsted de 2 timers kørsel imod Kristianssand igen.
Vi nåede færgen og var i land lørdag klokken 19:45. Jeg tog min egen bil fra Hirtshals imod Århus imens de andre drog imod Thisted. Klokken halv ti var vi alle tilbage hos familierne igen.Norsk Natur

Meget har vi oplevet af løb igennem de år TM Rallytours har eksisteret, men dette har helt klart været det mest triste. Man sidder herhjemme med en mærkelig tom fornemmelse oven på turen. Vi har hygget os med hinanden, men episoden lørdag morgen overskygger det hele. Dette er en klar reminder til os om, at det er en farlig sport vi beskæftiger os med. En situation vi håber vi aldrig kommer til at stå i igen.

Der er lagt video og billeder ud fra løbet. Se nedenstående links.

Video
Billeder

Næste TM Tur bliver DM4 sidst i denne måned.

Nyheder

Dato:
13/9-2009
Skrevet af:
Henrik Olesen