Numedals Rally 2010
Torsdag den 4. marts klokken 22:00 drog TM Rallytours imod Norge for at overvære årets Numedals Rally.
Endnu engang satte TM Rallytours kursen imod de norske fjelde. Denne gang med destination Rødberg. Rødberg ligger 185km Nord for Larvik, hvor vi kom i land efter 4 timers sejlads natten imellem torsdag og fredag. Undervejs gjorde vi stop i Kongsberg, hvor vi fik morgenmad og følgeskab af en god ven af vores lille forening.
Sidst på formiddagen ankom vi så til hotellet i Rødberg. Fint sted og med den luksus, at vi havde udsigt til selveste start rampen fra vores værelse. Det har vi aldrig prøvet før. Ren luksus.
Fredag eftermiddag blev brugt på at køre de prøver igennem, som vi havde påtænkt at tage ud på om lørdagen. Det var dejlig nemt, da alle prøver lå meget tæt på hotellet.
Desuden blev der lige tid til lidt teknisk kontrol inden den stod på hurtig aftensmad og så ellers på hovedet i seng.

Lørdag morgen viste vejret sig allerede fra morgenstunden fra sin pæne side med fint solskin. Dog var der enighed om, at det føltes lidt koldt. Det blev klart hvorfor, da vi fik kigget på termometeret i bilen, -22 grader......
Efter grundig påklædning gik turen så ud imod prøve 1. For mit vedkommende var det første gange jeg skulle se Rally på sne, så forventningerne var ganske store.
Første bil nåede frem, og hold da helt op for en fart. Mads Østberg i Subaru Impreza WRC. Mads fløj afsted. Man kunne godt se, at han tidligere har leveret top 10 placeringer i VM sammenhæng. Ufatteligt man kan køre så hurtigt på sne. Efter Mads kom så resten af rækken af de 115 startende. Vi havde valgt at se tre prøver, hvor vi skulle se alle deltagere på hver af de tre prøver.
Efterhånden som dagen skred frem og vi fik varmen steg humøret endnu et par grader. En super kulisse at se Rally i. Fantastisk natur, super prøver og fine biler der blev kørt til stregen. Så kan man vist ikke forlange mere. Man glemte næsten helt at fødderne var ved at fryse af fra morgenstunden af...
Resultatmæssigt var der ikke meget der ændrede sig hen over dagen. Mads Østberg var flyvende, og eneste reelle konkurrent var Anders Grøndal, også i Subaru WRC. Anders havde dog lidt problemer på et par prøver, så han blev aldrig en reel trussel. Desuden var han nok mere interesseret i at gennemføre end i at vinde generelt, da han i forvejen har en ganske komfortabel føring i det Norske Mesterskab. I den sammenhæng er Østberg ikke så interessant, da han mere satser på VM løbene.
Efter sidste prøve satte vi gang i primussen og sluttede dagen af med kaffe og suppe i sneen inden turen gik ind for at aflevere presseveste i Rallycentrum. Dagen blev sluttet af på hotelværelset, hvor vi gennemgik dagens oplevelser og kiggede lidt billeder og video.

Søndag morgen gik turen så igen imod færgen i Larvik mange oplevelser rigere. Alt i alt et rigtig godt løb. Skulle vi lave noget om til en anden gang ville vi nok prøve at nå en prøve mere og så til gengæld kun satse på at se alle deltagere på én prøve istedet for. Selvom det også var sjovt at se, bl.a. alle de fine Volvoer længere nede i feltet, føles det alligevel lidt dødt når der i den anden ende ligger WRC biler.
Ellers må vi sige, at det godt kunne være et løb vi vender tilbage til en anden gang. Det er nemt at komme til. Super fint arrangeret, og folkene omkring er venlige og imødekommende, som vi for øvrigt stort set altid oplever på vores Norges ture.
Vi har lagt billeder og videoer ud i vores galleri. Som noget nyt vil man under nogen af vores billeder i galleriet kunne se et nyt felt, hvor der står "Se kort". Det betyder, at billedet er Geotagged. Trykker man her springer man direkte ind på Google Maps med en markering af, hvor billedet er taget.
Billeder!
Video!
